Suzanne Brøgger og Hans Hertel:
Agnes Henningsen, den frie kvinde og sønnen Poul
Forfatteren Suzanne Brøgger og Agnes Henningsen deler både livsfilosofi*, et skarpt og stædigt blik for kønsrollespillets aktører, vindere og tabere, samt en helt særlig sammensmeltning mellem liv og forfatterskab, der gør disse til vinduer mod hinanden.
Hans Hertel er til gengæld Danmarks ubetingede PH-ekspert. Som forfatter og redaktør på flere store – for ikke at sige monumentale – værker om Poul Henningsen er Hans Hertel den rette at spørge, når det handler om den indflydelsesrige arkitekt og debattør.
I en samtale tager Suzanne Brøgger og Hans Hertel fat på, hvad det betyder at være en fri kvinde og på forholdet mellem Agnes Henningsen og hendes søn Poul Henningsen.
Oplev Suzanne Brøgger og Hans Hertel i samtale i Anexet lørdag d. 17.november.
Suzanne Brøgger er forfatter. Hun debuterede i 1973 med essaysamlingen ‘Fri os fra kærligheden’, der kritiserede kernefamilien og den vestlige kulturs livsform. Opgøret med de snærende bånd og konventioner, ikke mindst for kvinderne, videreførtes i ‘Kærlighedens veje og vildveje’ og det senere forfatterskab.
Hans Hertel er tidligere professor i nordisk litteratur ved Kbh.s Universitet fra 1980-2009, medarbejder ved Politiken, forfatter og udgiver af en lang række bøger om litteratur- og kulturhistorie, bl.a. Gyldendals Verdenslitteraturhistorie 1-7 (1985-94), ‘PH – en biografi’ (2012, 2. rev. og udvidet udg. 2017), ‘Poul Henningsen dengang og nu. Lysmageren i nyt lys’ (2012) og Poul Henningsen: ‘Gennem gyngende landskaber. Rejser, kunst og mennesker – personlige essays 1925-67’ (2015).
* Livsfilosofien er at finde i 1. del af Agnes Henningsens erindringsværk, og er i øvrigt taget direkte ud af I.P.Jacobsens “Fru Marie Grubbe”: “Jeg vil, at livet skal tage mig så stærkt, at jeg nedbøjes eller opløftes, så der ikke er tankerum i mit sind for andet end det, der løfter mig op, eller det, som bøjer mig ned: Jeg vil smelte ud i min kummer eller brænde sammen med min glæde.”